KUN VI KENDER SANDHEDEN udkom d. 1. september 2022.

 

Har du læst bogen, så er du måske spændt på, hvad der sker med Kevin, Michael og Sarah i tiden, inden næste bog udkommer?

Er du nysgerrig? Så kan du læse alle afsnit i min julekalender herunder:

​

​

1 december  -  Michael og Jacob

 

"Jeg fatter ikke, at Hammers retssag begynder i dag. For faen det er vildt. Kaffe?"

Jacob stod i Michaels køkken, som vanlig og holdt kaffekanden op foran sig, mens han suttede baconfedt af sin ene tommelfinger.

Michael løftede sin kop op. Han missede mod det vinterkolde morgenlys, mens han fik hældt lunken kaffe helt op til kanten:

"Jo, vildt nok... " Han forstod det stadig ikke. Det var så svært at begribe, at en drabschef fra Aarhus nu var afsløret som sleeping partner af et savværk med illegal arbejdskraft. Og tilmed at Jacob, Kevin og ham selv havde været med til at sørge for det.

Han så på Jacob, der havde vendt ryggen til for at læsse endnu en omelet op:

"Skal du have mere, makker?"

"Nej tak. Jeg er mæt." Han studsede over Jacobs kaldenavn til ham, eftersom de ikke længere var makkere i politiet. Mon han altid ville kalde ham det? Også selvom de nu kun var venner. Han glædede sig dog over, at Jacob stadig kom fordi så ofte. Han var sikker på, at han sørgede for, Michael ikke følte sig alt for alene efter Pavs død.

Han kørte en hånd ned over ansigtet og kradsede sig i skægstubbene:

"Jacob, du ved godt, at du ikke behøver passe mig på dén her måde, ik'? Jeg er stor nok til at tage vare på mig selv..."

Jacob vendte sig og satte sig overfor ham med sin mad. Han tog en ordentlig gaffelfuld i munden, og han talte, mens han gumlede:

"Arh, jeg ville sgu' da være kommet alligevel. Det ved du da, Jeg plager dig altid om mad!" Han grinede, så hans skæve fortand tittede frem:

"Desuden har du jo ikke andre, vel?"

"Du skulle hellere sørge for at møde én selv. Èn der kunne tage sig lidt af dig. Det trænger du vist mest til!" 

Jacob smilede, måske en smule akavet. Så slugte han et stort stykke omelet i én bid og lænede sig tilbage i stolen:

"Du ... jeg har faktisk mødt én..."

Michael så op over koppen og forsøgte at aflæse, om han mente det alvorligt:

"En kvinde?" Han forventede måske, at han ville grine smørret, men det gjorde han ikke. I stedet nikkede han bare og løftede sine mørke bryn, så Michael blev bragt en anelse ud af fatning.

"Og det er seriøst denne gang, eller?"

Han nikkede igen.

"Nåh ... jamen ... fedt for dig, Jacob!..." Og det mente han virkelig:

"... men hvad laver du så her? - smut med dig!" Smilede han og gjorde en bevægelse mod gangen.

Nu lo Jacob og nikkede mod sin tallerkenfuld:

"Jeg skal lige æde dig ud af huset først, ik'?"

Jacob fortalte om hende, og de lo lidt sammen, som de plejede. Alligevel var det lidt som om, noget ændrede sig, eller måske allerede havde gjort det? Selvom Michael var glad på Jacobs vegne, var han ikke så sikker på, at han var glad på egne vegne. Han ville komme til at savne Jacob enormt.

Jacob kvalte til sidst en bøvs og rejste sig. Inden han vendte sig for at gå, gav han Michael en knytnæve på skulderen:

"Er du sikker på, at du er OK her alene?"

 "Selvfølgelig. Skrid med dig!"

 

2 december - Kevin og Amir

​

 

"SÅ er den ged barberet!" sagde Kevin, da Amir havde formået at læsse den sidste flyttekasse ned i bilen, trods hans lave forventninger til ham. Knægten var slap, som en brugt pik, men arbejde, det kunne han sgu.

Kevin lod blikket glide op af de våde trafikslidte bygninger på sin gamle lejlighed en sidste gang. Der havde han boet siden hans studietid, og han fornemmede en hel æra var slut. Han håbede en ny og mere lovende var på vej. 

"Vi må afsted, bro. Vi holder ulovligt lige i middagstrafikken," bad Amir og orienterede sig for modkørende, men han skuttede sig i den kolde vintervind. 

Selv havde Kevin ikke så travlt. Det var rart at være udenfor igen efter næsten to måneder inden døre. Han løftede hagen mod regnvejret og snusede ind. Ja, en ny begyndelse i Silkeborg skulle helt sikkert nok blive godt.

"Er du klar?..." Amir så ned på ham og spredte armene ud:

"... nu skal jeg hjælpe dig ind i bilen."

Han nikkede. Alt for hurtigt blev han mindet om sin situation igen.

Den slappe dreng låste rullestolen, slog sine arme omkring Kevin og oksede på, for at få hans 90 kilo op af kørestolen og ind i bilen. Han prustede og stønnede ihærdigt men det lykkedes ham. Slutteligt fik han slået kørestolen sammen og læsset den også, alt imens Kevin pinagtigt måtte nøjes med at sidde og glo på ham. Ja, Amir var i sandhed en trofast ven. Eller det var han blevet. Nok var de startet som kriminalreporter og praktikant, men nu var de blevet kollegaer på Midtjyllands avis. Det ville blive et helt nyt kapitel, for dem begge.

Et vindstød skubbede Amir ind i bilen, og da han endelig fik lukket døren og fumlet sig færdig med selen, var bilen dugget til. 

“Her.” Kevin fandt svampen i handskerummet og rakte ham den. 

“Åh, tak.” Han arbejdede igen hårdt og ihærdigt, og snart var ruden blank som et spejl.

"Eh, jeg er ikke så vant til at køre, og slet ikke i andres biler, så turen til Silkeborg kommer nok til at tage lidt tid," smilede han nervøst og blinkede ud.

"Så længe du får os sikkert frem. Så giver jeg en kaffe, når du har hjulpet mig op i min nye lejlighed."

"Er der trapper der?" 

Kevin kunne se frygten i Amirs ansigt. Han lo:

"Der er elevator, bare rolig."

 

3 december -  Sarah/Lucy

​

​

“Kan du lide vores nye look?”

Jeg hader det. Du har klippet og farvet mit hår. Det er overhovedet ikke mig. 

“Nej, præcis. Det var heller ikke meningen. Sort page, det er mig. Og det er mig, der bestemmer nu, Sarah. Husk det!”

Selv hvis jeg kunne, ville du jo ikke lade mig glemme det.

“Jeg minder dig bare om din plads.”

Det er unødvendigt … fortæl i stedet, hvad du har tænkt dig at gøre nu, Lucy?

"Jeg vil begynde at lede."

Efter hvad?

"En vej ind til far, Sarah."

Er det stadig din plan? At slå ham ihjel?

"Selvfølgelig. Det har altid været min plan. Det har jeg jo fortalt dig."

Du kommer aldrig til at gå direkte ind i fængslet og slå ham ihjel, det tror du vel ikke?

“Jeg er ikke dum. Selvfølgelig tror jeg ikke det.”

Godt. Desuden skal du identificere dig selv, og du har vel ikke tænkt dig at fortælle, du er hans datter som søger hævn?

"Nej, men jeg finder på en plan. Det har jeg altid gjort. Hvis du bare ville stoppe med at forstyrre mig hele tiden.”

Men vi er lige sluppet afsted med mord. Vi har fået en ny chance. Lad os nu bare se fremad.

"Fremad? Du vil se fremad? Mod hvad, Sarah?"

Det kunne Sarah ikke svare på. Havde hun overhovedet en fremtid? Og hvis ja - var den så uden Lucy, som hun så inderligt håbede.

"Der ER ingen fremtid.. ikke for dig i hvert fald. For mig måske."

Hvad mener du?

"JEG er den rigtige person. Du er bare en fucking svag skygge, som jeg ikke kan bruge til noget som helst længere.

Nej, det passer ikke. JEG er den rigtige person.

Var hun ikke? Jo, jo, det var sådan hun huskede det. Sarah havde skabt Lucy den forfærdelige nat og ikke omvendt. Dét måtte hun holde fast i… men ikke for enhver pris. Lige nu var det Lucy, der havde kontrollen, og det kunne have fatale konsekvenser, det vidste hun med sikkerhed. Og hvis Lucy ikke vidste, hvad hun skulle bruge Sarah til, hvad kunne hun så finde på at gøre? Præcis hvor meget magt havde hun? Det vidste ingen af dem endnu. Og Sarah havde heller ikke lyst til at finde ud af det.

Men Lucy, du kan ikke bare ignorere mig, uanset om jeg er virkelig eller ej. Jeg må være her af en grund.

"Pffft, måske har jeg skabt dig af en grund dengang, men nu er tiden en anden, og jeg spilder min tid på at tale med en, som ikke er virkelig.”

​

4 december - Michael

​

Michael lukkede motorhjelmen på den røde porsche og så sig omkring i indkørslen. Aftenerne var blevet betydelig kortere, og de store træer omkring huset lukkede det sidste lys ude. 

Den kølige og våde luft fik grantræerne omkring træhuset til at dufte. Før i tiden havde han elsket denne duft og årstid, men ikke længere. Nu mindede den ham om død. Han lukkede øjnene og tvang sit blik ned på den røde bil igen. I stedet ville han huske sin far og mors altomfavnende kærlighed. Han ville huske Pavs legesyge sind og Jacobs skæve fortand, når han jokede.

Han lod bilen stå parkeret i indkørslen. Resten af rengøringen kunne vente til i morgen. Det var jo ikke fordi, han havde meget andet at give sig til.

Huset syntes at være større og mere tomt end sædvanligvis, og øllen fra køleskabet var en kærkommen adspredelse. 

Han tog en lang slurk og stirrede frem foran sig. Ja, han ville i hvert fald ikke tænke mere på, hvor Sarah var blevet af, og om det kunne være hende, der var det uidentificeret kvindelig fundet i skoven nord for Sejs - Svejbæk.

Han sank ned i sofaen, drak øllen færdig og tændte for TV'et. Støj var blevet hans måde at være i det hele på, og det virkede. Han vidste ganske vist, at han nok snart måtte finde en bedre måde at tackle uvisheden på.

 

5 december - Kevin

​

 

"Jeg tror, vi efterhånden er færdige med at få dig på plads i den nye lejlighed. Har du brug for hjælp til andet, min skat?"

Kevin så sin mor binde en knude på den sidste affaldssæk og sætte den foran døren ned til trappen. Han rystede på hovedet og slugte et par smertestillende med en slurk kold kaffe. De havde arbejdet hele eftermiddagen på at få hans lejlighed til at ligne et beboeligt hjem. Han nød en solstråle mens pillerne gled ned. Om lidt ville smerten blive bedre.

"Nej, tak. Jeg klarer mig."

"Skal vi bestille aftensmad udefra? De må have et lækkert sted her i Silkeborg, og vi kan sikkert betale dem for at bringe det ud, tror I ikke?" Hun så over mod vinduet.

Hans far smækkede avisen ned i karmen:

"Er det den hér avis, du skriver for nu?"

Kevin åbnede modvilligt øjnene og så sin fars finger presse Midtjyllands avis hårdt nede:

"Ja. Og jeg er glad for det, så begynd nu ikke."

"...men den er væsentlig mindre end Morgenavisen?" 

"Ja, og det er én af grundene til, jeg elsker mit nye job."

"Hmmm..."

Kevin lukkede øjnene igen. Hvis nu bare smerten snart ville forsvinde, så kunne han måske mobilisere styrke nok til endnu en diskussion om, hvorvidt han spildte sit liv som journalist, men pillerne måtte virke først.

"I to, altså…" Hans mor gjorde sin stemme blød. Sådan havde hun altid gjort, når de to ikke kunne enes. 

"Der er ingen grund til at forhandle og formidle, Ingrid, gud fader bevares! Vores søn lever, det er naturligvis det vigtigste. Det er jeg udmærket klar over..." Han holdt en pause og tog en dyb indånding:

"...jeg forstår bare ikke, at du ligefrem vil fortsatte den slags arbejde, på trods af, du nær var død af det. Og så endda på en ubetydelig avis. Jeg mener..."

Kevin åbnede øjnene:

"Far. Morgenavisen er ikke længere et sted, jeg har lyst til at være ansat. Efter MeToo-skandalen og historien om borgmesteren..." Hans far slog ud med begge hænder i luften og afbrød:

"Orh, herregud, den slags sker alle steder nu til dags...det er bare ligegyldig sladder!"

"Far ... det var Amir og jeg, der skrev begge historier, for helvede...” Han tog sine briller af og gned sig i tindingerne, inden han tilføjede:

"..og historierne gjorde en forskel!" Han sukkede:
“Tak for hjælpen. I må gerne tage hjem. Jeg har brug for hvile.” 

 

6 december - Sarah/Lucy

 

 

Vent. Måske er det meningen, at vi skal samarbejde. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er den rigtige vej.

Et smil krusede Lucys læber:

"Det er skægt, at du pludselig kommer i tanke om det nu, hvor du intet har at skulle have sagt, og nu hvor jeg ikke længere behøver dig, Sarah" 

Sarah slog blikket ned. Irettesat endnu engang. Alligevel måtte hun ikke opgive. Det vidste hun. Bedre sent end aldrig.

"Tror du ikke, at jeg har gennemskuet dig allerede?"

Jeg prøver ikke på noget. Og du kan da ikke bare undertrykke mig for altid, forsøgte hun.

"Jeg er langt bedre til det, end du nogensinde var eller vil blive. Du er alt for svag, det har jeg hele tiden sagt."

Vi kunne gå til politiet. Hvad ville det værste være, der kunne ske?

"I samme øjeblik vi nærmer os politiet, bliver vi anholdt for mord."

Sarah pressede læberne sammen. Overvejede sine næste ord:

Men vi gjorde det jo også. Vi slog ihjel! Vi fortjener vores straf.

"Stop, du lyder ligesom far nu.”

Men det er jo sandt. Vi er mordere.

“Nej, vi er ikke, vi forsvarede os selv. Vi er ikke mordere!”

Men politiet vil kunne forstå det. Det er jeg sikker på.

“Jeg vil ikke høre et ord mere om det." En lang stum advarsel fulgte.

Hvad er du så bange for, Lucy?

“Hører du? Ikke ét ord.”

Er du bange for, at vi finder ud af, hvem der er den rigtige person, Lucy?

"Ja, jeg er bange. Men kun bange for at vi ikke får hævn!"

Så lad os samarbejde. Lad mig hjælpe.

"Hvis du tror, der er en chance for, at jeg vil samarbejde med dig, så må jeg skuffe dig, Sarah. Jeg har brugt alt for meget tid og energi på endelig at få kontrollen, og jeg har indset, at jeg er nødsaget til at gøre dette på egen hånd.”

Hvorfor på egen hånd?

“Du og jeg er to vidt forskellige personer. Nok er vi fanget i samme krop, men du kommer aldrig til at forstå mig.” 

Det kan du ikke vide med sikkerhed!

”Det har du bevist om og om igen.”

Giv mig en sidste chance!

 

7 december - Michael

 

Tågen lå tungt og kæmpede mod mørket i haven. Michaels armbåndsur bibbede og mindede ham om, at det var tid til at stå op. Han var dog allerede vågen. Han stod bag gardinet og lurede ud. Nogle gange løb fantasien stadig afsted med ham, og så kunne han ikke sove eller slippe tankerne om, at nogen stadig stod derude. Han havde oplevet det før, og han ville aldrig glemme det.

Tanken om, at nogen havde overvåget ham i eget hjem og efterfølgende frit var gået rundt på grunden. Og ikke mindst, hvad de havde gjort ved Pav. Det ville hjemsøge ham altid.  Men der var intet at se. Kun gråt mørke og en stille vind i ny og næ. Han tog en dyb indånding:

Slap nu af, Michael, sagde han til sig selv, som han havde gjort så mange gange før. Snart var han nødt til at finde en bedre måde at tackle fortiden hele på. Det vidste han naturligvis godt. Han sukkede og rystede på hovedet af sig selv, også selvom han alligevel lod gardinerne være trukket for. I dag var ikke dagen. Måske i morgen. 

Han tændte kaffemaskinen i det lille køkken og satte sig. Den bryggede, og han lod tankerne vandre tilbage til dengang Pav stadig boede her. Savnet var stadig ubærlig. Og hvor var her så uendelig stille uden ham. Han tænkte på de mange gode stunder Pav, Jacob og han havde haft. Han tænkte også på sine forældre. Hvor han dog savnede liv i huset igen.

Hans ur bibbede igen. Tid til at komme afsted. Han fyldte termokoppen og låste døren bag sig. Han dobbelttjekkede. Jo, den var stadig låst.

​
 

8 december - Kevin og Amir

​

​

"Er du selv kørt helt herind på torvet i rullestolen?” Amirs muntre stemme lød bag Kevin, og da han i et snuptag vendte kørestolen om, stod Amir ganske rigtigt der og måbede.

“Selvfølgelig!” Smerterne var blevet en smule bedre de sidste par dage, og han kunne ikke vente med at

komme i gang med arbejde igen.

“Respekt!” Amir holdt en knyttet hånd frem mod Kevin, som han slog til, og det fik Amir til at lyse op i

et endnu bredere smil. Kirkeklokkernes melodi begyndte i næste sekund. Præcis klokken 9.00, og det fik dem begge til at lytte og suge julestemningen på Silkeborg torv til sig.

“Smukt, ikke?” Kevins blik faldt på én af de pyntede igloer med rådyr og kunstig sne i.

Amir nikkede:

“Tjo… “ Så trak han hætten over hovedet, da slud og blæst hvirvlede omkring dem:

“... men hvorfor ville du mødes lige her? Det er vel ikke på grund af julestemningen?" 

Kevin rømmede sig og pegede bagud:

"Mød Michael Drewsen."

"Statuen der?" Amir missede op mod den høje statue af en kraftig mand med hat og frakke. Han gjorde et majestætisk buk og tog sin usynlige hat af. Det fik Kevin til at trække på smilebåndet.

"Fint selskab, du er kommet i, Kevin. Er det fordi, du altid vil have det sidste ord, eller fordi du

mangler venner?"

"Din lort!" Kevin knyttede hånden igen. Denne gang slog han Amir midt på låret.

"Av!” Amir sprang til siden:

"Hvorfor så?"

"Michael Drewsen er Silkeborgs grundlægger. Det siges han sejlede på Silkeborgsøerne og syntes detvar så smukt et  område, at han ville bygge en by. Han lod sin silkehat drive afsted og besluttede sig for at bygge Silkeborg der, hvor den drev i land."

"og gjorde han så det… byggede?”

"Ja, han byggede en papirfabrik. Der, hvor Midtjyllands avis ligger."

"Aha… og det er vigtigt fordi?"

"Fordi du nu arbejder i Silkeborg på Midtjyllands avis. Det er sgu da vigtigt, at du lærer lidt om byen."

“Nårh, OK…” Amir vinkede med den ene hånd i luften, før han gik om bag Kevin og begyndte at trille afsted med ham.

"Hvor skal vi hen?"

“På arbejde.”

“Aaaj, det mener du ik’! Har du lige narret mig til at tage toget hertil, for at vi kan arbejde?” Amirs holdning sank sammen, og mens han højlydt ytrede sine meninger om at arbejde på en højhellig søndag, og hvad det betød for ham, så

funderede Kevin i stedet over, om de nu også ville blive klogere efter dagens arbejde. Det håbede han. Nu hvor han var i bedring og igen kunne benytte sig af de åbne døre, som pressekortet tillod, så var der stadig noget, han manglede at

få svar på. Noget som nagede ham gevaldigt.

 

​

9 december - Michael og Lee

​

 

"Godmorgen... " Michael nikkede til Lee og klemte sig ind ad døren på deres lille kontor bagerst i afdelingen:

"... hvad laver alle de her kasser herinde?" Lee kastede et blik mod dem og hævede sin kaffekop:

"Researche til os."

Michael anede et suk.

"Gud, der er mange. Hvor kommer de fra?"

Lee trak på skuldrene:

"Laursen har sørget for det. Han frygtede måske vi ikke ville have nok at give os til."

"OK... "

Michael skubbede til en kasse og svingede sin rygsæk ned på den ledige stol:

"...aner ikke, hvor jeg skal starte. Gør du?"

Lee løftede blikket igen:

"Du kan jo starte med en kop kaffe. Vi har ikke travlt, og vi er de eneste her i dag.

"Mm. Hvad sidder du med dér?" Michael nikkede mod den stak papirer, som Lee nærstuderede.

Han smed dem på bordet, lænede sig tilbage i stolen og strakte sig, inden han åbnede munden:

"Tja, det er statistikker over forsvundne mennesker i DK, se." Hans smalle finger bladrede tilbage i stakken. Han vendte bunken mod Michael og pegede på et årstal:

"Helt tilbage fra 1967."

Michael kneb øjnene sammen:

"Nåh. Har du fundet noget?"

"Ikke rigtig. Det var bare de papirer, der lå øverst i dén kasse der." Hans finger flyttede sig mod en af de åbne kasser. Han sukkede og rystede på hovedet. Så drak han den sidste slurk kaffe og rejste sig, inden han tilføjede:

"Det var ikke lige dét her, jeg meldte mig til, da Holstebro søgte en efterforsker til en specialafdeling. Jeg mener... papirnusseri? Seriøst?"

Michael tog sin jakke af og hængte den på stolen. Han vidste godt, hvad Lee mente. I to uger havde de ikke lavet andet end at slæbe møbler ind og sidde og vente på at blive sat i gang. Det føltes som spild af tid, og Laursen havde haft travlt med en lokal drabssag involverende stoffer. Det føltes som om de var glemt, inden de overhovedet var begyndt.

​

 

10 december - Sarah/Lucy

​

 

Jeg vil bare gerne have svar. Ligesom dig, Lucy. Kom nu, lad os hjælpes ad.

“Du vil ikke høre svarene. Du vil jo ikke vide alt, for du kan ikke holde sandheden ud! Det er derfor jeg er her. Jeg er stærkere end dig. Jeg kan håndtere det. Så drop dit skuespil om, at du bare ønsker svar. Det gør du jo ikke.”

Du har allerede fortalt sandheden om vores fortid, og det klarede jeg da. Jeg var chokeret, ja, men hvem ville ikke være det? Jeg mener, jeg fandt ud af, jeg slog ihjel allerede som barn, og jeg fandt ud af, hvilken mand far er. Det ville bringe enhver ud af fatning!

“Det er ikke dén sandhed, jeg taler om.”

Hvad taler du så om?

“Jeg taler om, at du tror, du er den rigtige person, og at det er dig, der har skabt mig, og ikke omvendt. Jeg advarer dig. Hvis du bliver ved med at søge efter flere svar, så vil du kun blive skuffet, tro mig!”

Du prøver bare på at skræmme mig!

“Hvorfor skulle jeg dog det? Det er mig, der har kontrollen nu. Du kan ikke røre mig. Jeg har intet at miste, tænk over det!”

 

11 december - Kevin og Amir

​

 

“Her er din skide kaffe, Vinther!” Amir satte koppen hårdt ned. Han havde surmulet hele vejen ned til avisen og gjorde det stadig. Halvanden time senere.

“Hold nu op med at opføre dig som en fornærmet teenager, Amir!”

“Jeg er fornærmet! Jeg havde en anden aftale i dag, en bedre en, men jeg valgte at komme for at hjælpe dig, fordi du har brug for det. Jeg troede, du havde ringet efter mig, fordi vi skulle lave noget sammen…”

Kevin skulle til at indvende, men Amir var hurtigere:

“... og jeg mener sgu’ ik’ arbejde på en søndag!” Han havde endnu ikke sat sig, og Kevin måtte kigge op på ham:

“Lave noget sammen?”

“Ja. Jeg føler mig mest bare som din sygepasser og assistent, og ikke din ven. Jeg ruller dig frem og tilbage, holder dørene for dig, henter din kaffe. Jeg er faktisk færdiguddannet journalist nu, det ved du godt, ik’?”

“Jo, men du er da også min ven.”

“Nå? - Du kom ikke engang til min dimension!”

Kevin tog en dyb indånding og tog sine briller af:

“Er det dét, det her handler om, Amir?” Han smed sine briller på bordet.

“Jeg synes bare ikke, vi er ligeværdige kolleger, og jeg føler ikke, at jeg er din ven!”

“Men jeg hjalp dig sgu da med at færdiggøre praktikopholdet her på Midtjyllands avis, da du blev afskediget fra Dagbladet…

“... afskediget? Jeg blev fyret. En fyring som du var skyld i, Kevin!”

“Arh, hold nu op… du spillede sgu også selv en rolle, dér…” Kevin sukkede og tilføjede: “Amir, jeg har da også hjulpet dig med din bacheloropgave. Og grunden til jeg ikke kunne komme, var fordi jeg lige havde fået to nye knæ, og jeg lignede en spasser i ansigtet. Jeg kunne ikke engang tale ordentligt. Du er min eneste ven!” 

Amir satte sig. Han godtog måske forklaringen, som var ganske sand. Han mumlede, mens han genoptog sit arbejde:

“Du fortæller mig heller aldrig noget…”

“Hvad mener du?”

“Jeg mener, hvorfor sidder vi på arbejdet en søndag? Hvad er det, der ikke kan vente til i morgen?”

Kevin nikkede. Hans temperament ville ikke hjælpe ham. Heller ikke i denne situation og slet ikke med Amir. Det var han allerede klar over. Alligevel måtte han gøre sit bedste for at undertrykke en eksplosion af vrede. Han tog en slurk kaffe og tog brillerne på igen:

“En gammel vane, tror jeg… det har altid holdt kortene helt tæt på kroppen. Jeg troede det var bedst sådan engang, men du har ret. Du er min ven, og du er også min kollega, så du skal selvfølgelig vide besked.” Han holdt vejret et langt øjeblik og så sig omkring. Ingen andre var på avisen denne søndag. Så lænede han sig en anelse frem:

“Ok, men du må sgu ikke sige noget til de andre. De behøver ikke vide noget om, at vi i vores fritid arbejder på noget andet…”

 

 

 12  december - Michael og Lee

​

 

Lyden af de sædvanlige suk og bladren i papirer og mapper var ophørt, og det fik Michael til at løfte blikket. Lee balancerede en kuglepen mellem to fingre og sendte ham et par løftede bryn retur:

"Hvad er din historie egentlig, Madsen?" 

Hans spørgsmål fik stilheden til at virke akavet og pausen alt for lang. Michael klappede til sidst computeren sammen. 

"Hvad mener du?"

"Ja, altså … jeg havde aldrig regnet med at skulle sidde her med dig som kollega..."

"Nåh? Og hvorfor så ikke?" Han var nysgerrig. Hvor meget vidste Lee egentlig om ham? Han havde altid virket så tavs og ikke videre interesseret i relationer.

"Jeg mener bare … efter du mistede dine forældre, var det som om, du også mistede glæden ved arbejdet. Jeg troede du havde forladt politiet..." 

Havde han ligefrem bemærket hans fravær? Dengang de begge arbejdede i Aarhus politi, havde de ikke haft noget med hinanden at gøre, og Peder, Lees tidligere makker, havde ikke ligefrem bidraget med noget positivt kollegialt fællesskab. 

Lee tilføjede:

"...og da du mistede Pav … "

Michael mave slog øjeblikkeligt ubehagelig knuder ved tanken om Pav, og det der var sket, prøvede han også at bevare fatningen. Han var endnu ikke klar til at tale om det hele, og slet ikke med en ny kollega, som han ikke kendte. Han håbede, Lee ville opfange det, så han ikke var nødt til at udpensle det.

“Hvad skete der egentlig med dine forældre?" Lee lænede sig ind over bordet.

Michael skævede til uret over døren. Der var længe til frokost endnu. Han flyttede på sig i stolen. Skjorten føltes pludselig for stram over brystet. Han vidste, at Lee før eller senere ville begynde at stille denne slags spørgsmål, men allerede? 

"En lastbil mistede herredømmet og stødte frontalt ind i mine forældres bil. Chaufføren var tilsyneladende faldet i søvn bag rattet. De døde begge øjeblikkeligt, fik jeg fortalt…” Han kunne lige så godt få spørgsmålene overstået.

“Og chaufføren?” 

Michael rystede på hovedet:

“...ikke en skramme…”

“Det er jeg ked af at høre, mand.” Lee slog sin ene hånd ned i bordpladen et par gange:
"og så tog du orlov efterfølgende?"

Michael nikkede:

"Ja. Indtil jeg blev kaldt ud i marken til eftersøgningen, du ved..."

Stemmer ude fra gangen var en kærkommen adspredelse, men de forsvandt hurtigt igen.

Lee havde rejst sig.
“Livet er uretfærdigt, hva?” Inden han tog en dyb indånding og rejste sig, var hans blik fikseret på trafikken nede på vejen, og det fik Michael til at undre sig over, hvilken historie Lee selv havde. 

 

 

13 december - Kevin og Amir

​

​

“Jeg troede den sag var lukket?” Amir sad med sin Latte foran sig. Han havde, kort tid forinden, stirret i evigheder ud på den mørke Gudenå, der løb uden for Caféen. Måske ledte Amir efter svar dér, tænkte Kevin på. Eller også overvejede han, om han overhovedet ville hjælpe.

De havde netop spist aftensmad sammen, og Kevin havde fortalt ham det hele. Nu begyndte smerterne i knæene igen, og han længes efter at komme tilbage i lejligheden. Han havde været ude for meget de sidste par dage, det mærkede han nu komme tifold tilbage. Han håbede, Amir ville blive og hjælpe ham hjem. Han var trods alt hans bedste ven. Hans eneste.

Amir havde gjort et nummer ud af at spille fornærmet, men nu var det imidlertid som om, han alligevel tøede op:

“Jamen, gerningsmanden er jo fundet … det var skovfogeden”

“Han blev myrdet, Amir. Myrdet.”
“Og det fortjente han, synes du ikke? Efter alt det han gjorde mod dig, mod Anna og mod de kvinder. Lad det nu bare ligge, Kevin.” Han rullede med øjnene.

“Det tror jeg ikke, jeg kan. Ikke så længe Sarah måske er derude.”

“Hvorfor er det så vigtigt? Du fortalte aldrig politiet om hende dengang, og de ved ikke, hvem de skal lede efter. Hvad har ændret sig?”

De blev afbrudt af tjeneren med smilet:

“Mangler I noget?”

“En White Russian, tak.” Kevin så ud mod åen igen. Hvordan kunne han forklare en fornemmelse som den, han havde?

“Jeg kan bare ikke glemme det. At torturere et andet menneske på den måde, det er sgu da for helvede ikke normalt?”

“Nej, men…” Amir tog en dyb indånding.
“Men hvad?”

Han skar en grimasse:

“... han fortjente det sgu! Han var jo syg i hovedet. Og vil du ikke også sige, at hun fortjente at slippe? Efter alt det, hun har været igennem?”

“Det nager mig bare. Lige så snart jeg har et roligt øjeblik, så tænker jeg på det…”

“Stop nu, bro, seriøst. Du skal bare i gang med arbejdet igen i stedet for at sidde derhjemme.”

Kevin modtog sin drink og drak to store slurke, inden han masserede sit ene knæ i et forsøg på at lindre smerterne. Havde Amir ret? Kedede han sig for meget? Havde Sarah fortjent at slippe afsted med overlagt mord? 

 

14 december - Sarah/Lucy

​

 

“Stop med at plage som et barn, Sarah. Du kommer ingen steder med det!”

Men er du ikke selv det mindste i tvivl om, hvem der er den rigtige person af os to? Jeg mener, vi kan få svar én gang for alle?

“Jeg er overhovedet ikke i tvivl. Og hvornår har jeg nogensinde taget fejl?”

Sjældent havde hun taget fejl, det var sandt. Men Sarah var ikke klar til at opgive. Og hvad havde hun at miste? - kontrollen? Den havde hun jo ikke længere alligevel.

“Sarah, du glemmer også noget vigtigt …” 

Lucy tog sin lange frakke på. Hun skimtede ud i vintervejret mellem en tynd sprække i gardinet, som frygtede hun at blive set. Hun var så påpasselig hele tiden.

Og det er?

“Har du slet ikke tænkt på, at hvis vi bliver tvunget til at vælge mellem dig og mig, så vil du tabe. Tabe for altid.”

Lucy snørede sine vinterstøvler. Hvor skulle hun hen? Og kunne hun have ret? Også denne gang? 

“Så ser du … ” Lucys tonefald var irriterende belærende. Hun trak hætten over hovedet og fiskede et bundt nøgler frem:

“ ... du burde slet ikke have så travlt med at finde svar på alle dine spørgsmål. I virkeligheden er du bare heldig, at jeg endnu ikke har besluttet mig for at skille mig af med dig. Men jeg advarer dig! Bliver du ved, så gør jeg det!”

Og så var det som om, Sarahs tanker smuldrede til uhåndgribelige rester, der forsvandt og formørkede alt omkring hende.

 

15 december - Michael og Lee

​

​

Michael var mødt ind som den første igen. Snevejret natten over havde ikke været en hindring, da han alligevel var kørt hjemmefra alt for tidligt. Han sov stadig ikke særlig godt, og han forsøgte at undgå at tænkte på, hvor længe det mon ville fortsætte.

Afdelingen var mørklagt, men det havde han intet imod. Faktisk nød han oftest sin kaffe uforstyrret, inden andre kom. Og i dag ville han få kigget nogle af kasserne igennem. 

Det blege lys i loftet blev vækket til live, og han glemte næsten, hvor ryddeligt her var, da de først flyttede ind for blot en måned siden. Han stod lidt og overvejede, hvor han skulle starte, og i sin ubeslutsomhed faldt hans blik til sidst på en af kasserne. At fordybe sig i noget ville måske endda være netop det han havde brug for? Han satte sig på hug, åbnede den og valgte en tilfældig mappe øverst med en gul mærkat. Han skimmede den. Efter alt at dømme var det en ældre sag fra Danmark om et forsvundet barn. En sag tilbage fra 1998. Et stik i maven fik ham til at lægge den tilbage igen. Han magtede ikke flere sager om børn, ikke endnu i hvert fald. Det var stadig for tidligt. 

Han trak et par andre op. Heriblandt nogle fra udlandet. Begge sager var for længst afsluttet, så de var måske havnet i kassen som researche? Han huskede, Lee havde fortalt ham, at Laursen havde sørget for blandt andet researche til dem, eftersom de var en helt ny afdeling. Han bladrede kort i dem. Begge var markeret med en grøn mærkat. Og efter at have fundet yderligere tre fra udlandet, alle med grønne mærkater, begyndte han at sortere. De grønne var afsluttede sager fra udlandet. De blå var afsluttede fra Danmark, og de gule… de gule var endnu ikke afsluttet. Han fandt en anden gul og åbnede den. Så tabte han pusten.

 

​

16 december - Kevin og Amir

​

​

“Vil du virkelig ikke sige noget som helst til Susan?” Amir og Kevin stod i trappeopgangen og ventede. De havde slæbt så meget sne med ind, at Amir stod i en sø af vand med gennemblødte kondisko.

“Chefredaktøren? - Nej, for helvede! Så sætter hun mig bare på historien, og så er det ikke længere frivilligt, hvad jeg vil gøre med de informationer, vi finder frem til.”

Elevatoren åbnede sig, og Amir skubbede kørestolen ind, klemte sig forbi og trykkede på knappen, der løftede dem op på 1. sal til Kevins lejlighed.

“Hvad nu, hvis hun finder ud af det?” Amirs øjne var store, mens han låste døren op.

Kevin trillede forbi ham ind i sin lune lejlighed. 

“Det finder hun aldrig ud af!” Han parkerede stolen:

“Gider du lige?” Han nikkede mod sine krykker, og Amir rakte ham dem og tog ham under armen for at assistere:

“Skal du have hjælp?” 

“Nej, tak. Jeg kan selv nu.” Og det kunne han. Med begge krykker kunne han selv gå, og det varede ikke længe, før rullestolen helt kunne blive hjemme:

“Vil du ikke med ind?” Han så tilbage mod Amir, der blev hængende i døren:

“Nej, tak. Du er altså nødt til at finde en anden måde at komme frem og tilbage til arbejde på. Jeg kan ikke hente dig hver dag og trille dig derned og hjem, og slet ikke med al den sne, der er kommet. Kan du ikke bestille en Flextaxa eller

noget?” Han var stadig fornærmet, det var tydeligt.

Kevin nikkede:

“Jo, naturligvis.” Han var en smule overrasket. Amir plejede ikke at være så kortfattet, og han huskede, hvad Amir tidligere havde sagt. Det var virkelig ikke hans hensigt at misbruge ham, men nu var sagen bare sådan, at han stadig havde svært ved mange ting, og Amir var den eneste, han stolede på. 

“Bliver du og spiser med?” Han måtte finde en måde at vise ham det på.

“Ej, jeg må hellere komme hjemad, inden det bliver for sent.” Han vendte sig for at lukke og stak en hånd i vejret:

“Vi ses i morgen, Kevin”

“Amir, vent lidt… du er altså velkommen til at overnatte på sofaen, hvis du vil spare køreturen frem og tilbage…” han nikkede hen mod den store sofa, hvor der var rigeligt med plads til den tynde knægt. Amir løftede sit unibrow:

“Mener du det?”

“Jarh sgu’ da. Jeg bestiller alligevel også altid alt for meget pizza!”

Han var sikker på, at Amir forstod undskyldningen, selvom den ikke var verbal.

 

​

17 december - Michael og Lee

​

​

“Har du tænkt dig at fortælle mig, hvilken sag du har gang i der? Du har siddet med dén der de sidste par dage. Er det noget spændende?” Lee nikkede mod mappen foran Michael med den gule mærkat, da han serverede ham en frisk kop kaffe.
“Eh… godmorgen, Lee.” Michael havde hverken set eller hørt ham møde ind. Pludselig stod han der bare, og det var ikke første gang, han havde følelsen af, at Lee listede sig ind på ham. Gad vide, om det var bevidst? Lee trak en anelse på smilebåndet, så han fik et skævt smil, der fik ham til at se mistænksom ud.

“Det ved jeg ikke endnu.” Michael lagde en hånd fladt på mappen, da Lee rakte ud efter den. Hans smil forsvandt hurtigt igen:

“Mmm… ” Ingen af dem brød øjenkontakten et par lange sekunder.
“OK. OK.” Lee rejste sig til sidst i et suk og trak på den ene skulder. Hans mørke øjne fandt ned på mappen igen. Michael fulgte hans blik. For sent opdagede han den gule mærkat med sagsnummeret, som Lee stirrede på. Hvis Lee ville, kunne han nemt slå nummeret op og få besked. Ville han mon gøre det? Stod han lige nu og prøvede at huske tallene udenad?

“Altså, jeg har ikke fundet frem til noget. Jeg kigger bare lidt frem og tilbage” Michael forsøgte at lyde så nonchalant som muligt. Lee nikkede, før han trak sig tilbage til sit eget skrivebord og tændte sin computer. 

Den mand var så svær at aflæse, og Michael var begyndt at tvivle på, om de to kunne få et ordentligt makkerskab op og køre. Det var svært at forestille sig. Lee var alt det, Jacob ikke var. Michael savnede Jacobs iver og bekymringsløse tilgang til livet, ja selv hans banale humor. Hele deres historie sammen, savnede han. 

Og hvad var Lees historie egentlig? Nu havde han fortalt lidt af sin egen, men Lee havde ikke sagt et kvæk.

“Er der noget, vil du spørge om, Madsen?” Lee var stoppet med sit arbejde på computeren. Tonen var spids, og han placerede sine arme over kors. Det fik ham til at virke intimiderende.

“Ja. Hvad er din historie, Lee? Hvorfor har du ikke fortalt noget om dig selv?” Hørte han sig selv sige.

 

 

18 december - Sarah og Lucy

​

​

Førhen havde Sarah tænkt så meget på, hvad der ville ske, hvis Lucy nogensinde overtog kontrollen. Og Lucy havde forsøgt så mange gange at overtale hende, at manipulere hende og at skræmme hende til det. Det ville have været så nemt at give efter. 

Ofte havde hun selv tænkt tanken om bare at lade det ske, at slippe alle tøjler og opgive kampen, der synes at vare evigt. 

Alligevel havde der været noget, der stoppede hende i al den tid; frygten for at ende som gidsel og medpassager midt i et mareridt, som hun ikke kunne vågne fra, og hvor hun intet kunne stille op. Og nu var det hele sket. Alt, hvad hun havde frygtet, var netop sket. 

Måtte hun nu bare acceptere sin skæbne? Var det sådan, det endte? Og hvad ville der så ske med hende? Ville hun før eller siden forsvinde helt? Og ville Lucy så blive én hel person til sidst? 

Sarah gøs. Hvis Lucy kunne fortrænge hende helt, hvilken person ville hun så blive til? Hun turde ikke tænke tanke til ende…

 

 

19 december - Kevin og Amir

​

​

“Har du slet ikke sovet?” Amir kom frem fra den mørke stue. Hans alarm havde netop ringet og mindet dem begge om den forestående dag. Han lappede hen over gulvet, mens han fiskede søvn ud af øjenkrogene.

“Jeg sover ikke så godt… desuden trækker du store fede torsk i land!”

“Torsk?” Amir så forvirret ud. Han forstod tydeligvis ikke udtrykket, men Kevin gad ikke forklare. Det havde allerede været en alt for lang nat:

“Tænd lige kaffemaskinen, vil du? Han pegede på den.

Amir tændte den, åbnede køleskabet og tog en juicekarton ud. Nu ledte han efter glas, og da han havde tømt sit første glas juice, slog han sig ned over for Kevin og fyldte sit glas op igen:

“Sig ikke, du prøver at finde frem til Sarah?”

“Jeg vil bare gerne vide, hvor hun er. Jeg har sådan på fornemmelsen, at vi ikke har fået hele historien.”

Amir sukkede:

“Kan du ikke bare være glad for, at du overlevede, og at vi har fået en chance til?” Han rystede på hovedet, da han kiggede på alle Kevins små sedler.

“Jeg ved, hvor der er en historie, OK! Jeg kan bare mærke det… ”

“Ej, du keder dig, det er dét, der sker! Nu er du er begyndt at have det bedre. Dine smerter er tålelige, og du har alt for meget fritid!”

Kevin sukkede. Han pegede hen på kaffemaskinen:

“Sort, tak.” 

Amir rejste sig igen og fandt to kopper frem:

“Kevin, du er nødt til at forsøge at lægge det bag dig. Prøv nu at se fremad i stedet. Grib den chance vi har fået.” Han gav Kevin koppen med kaffe, men slap den ikke med det samme, og Kevin var nødt til at se på ham.

“Hører du?” Sagde han så.

Kevin skubbede brillerne op i pande. Havde Amir ret? 

“Du er hørt, Amir,” nøjedes han med at svare.

“Du ender med at blive suget ind i det hele igen, og det er ikke en historie, der har nogle svar. Det burde du da vide, af alle!

 

20 december - Michael og Lee

​

​

“Du har været væk et par dage?” Michael havde fået øje på Lee først denne gang. Han stod i køkkenet og havde fundet sin madpakke frem, da Lee kom op ad trappen.

“Tidlig juleferie…” svarede han bare. 

“Allerede?” Michael gik med ham videre op. Juleferien startede da først d. 22. december i år, gjorde den ikke?

Lee nikkede:

“Noget restferie fra sidste år. Jeg havde bare glemt at få nogle af mine egne ting med hjem, så dem snupper jeg lige, og så smutter jeg igen.

“Du kunne da godt lige have givet besked, helt ærlig.”

“Nå?… ” Lee stoppede op og hev sin rygsæk længere op over skulderen:

“... hvorfor? Vi laver jo ikke en skid. Laursen er endnu ikke mødt ind. Joan kommer først efter vinterferien, og du kører dit eget løb.” Han gik målrettet videre. På kontoret begyndte han at pakke sine ting.

Michael forstod ham egentlig godt. De følte sig begge overladt til sig selv i den nye afdeling. De kendte ikke hinanden ret godt, og de var ikke blevet sat på en eneste sag endnu. Og selv havde han ikke lyst til at fortælle ham noget. Han stolede ikke på ham. Ikke endnu i hvert fald.

“Jamen god jul og godt nytår så” Michael tog sig til nakken. Hvorfor virkede det så akavet mellem dem?

Lee tog sig et sidste kig rundt i kontoret. Han havde tilsyneladende fået det hele med:

“I lige måde… ” han blev dog stående lidt:

“Hør … jeg ved, hvad det er for en sag, du har gang i… ”

Michael masserede sine nakkemuskler. Pludselig var de så anspændte. Så havde Lee alligevel tjekket sagsnummeret! 

“... og jeg forstår godt, hvorfor du ikke kan glemme den.” Lee vendte sig i døren:

“... men er du nu sikker på, det er en god idé?” 

Michael trak på skuldrene. Nej, det var han ikke sikker på. Alligevel kunne han ikke lade være. Han rystede på hovedet:

“Jeg bliver nødt til det, tror jeg … “

Lee nikkede. Hans øjne blev smalle:

“Jamen … så god fornøjelse. Sig til, hvis du vil have hjælp.”

Han gik.

 

​

21 december - Sarah/Lucy

​

 

Hun måtte for alt i verden ikke opgive. Det stod nu lysende klart. Hvad hun før havde troet var en udvej, var blevet et fængsel. Og for hver dag der gik, jo mere ville hun risikere. Med tiden ville hun måske også begynde at lytte til og tro på Lucy igen og til sidst miste sig selv helt? Nej, det måtte bare ikke ske! Der var for meget på spil nu. Lucy var allerede begyndt at lægge planer.

Men hun måtte være forsigtig. Lucy havde altid været et skridt foran hende. Hun havde manipuleret hende, siden hun var et barn. Det spil ville Lucy altid vinde, uanset hvor meget Sarah end troede på, hun kunne udmanøvrere hende. 

Måske var det i virkeligheden godt, at Lucy nægtede at tale til hende i øjeblikket? Det ville give hende mere tid. Tid til at samle sig, og tid til at tænke. 

Hun fik et pludselig chok, da Lucy med ét hev hende tilbage i virkeligheden:

“Du har været utrolig stille de sidste dage. Du tænker over noget, kan jeg mærke. Hvad er det?”

Det løb Sarah koldt ned ad ryggen. Lucy kunne altså mærke, at hun tænkte og følte noget? Havde hun reageret på kroppens uro, som Sarah så tydeligt selv mærkede? Sikkert nok.. Hun var derfor nødt til at være mere forsigtig fremover. Blive bedre til at holde følelser og tanker for sig selv på en eller anden måde. 

I det mindste lod Lucy ikke til at vide præcis, hvad Sarah tænkte, og det var en stor lettelse. Tankerne havde hun for sig selv … lidt endnu. Og hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at blive ved med det, så måtte hun også blive bedre til at lyve overbevisende nok:

Jeg er bare bange for fremtiden, svarede hun. 

“Det behøver du ikke være, jeg har styr på det hele.”

Styr på hvad?

“Som sagt, så behøver du slet ikke tænke og føle. Desuden forstyrrer det mig.”

Men du fortæller mig jo ikke noget, så er det da klart, jeg bliver ængstelig!

 

 

22 december - Kevin og Amir

​

​

Kevin lænede sig tilbage i stolen. Var her altid så stille? Eller var det fordi, han havde været igennem så meget, at det hele føltes så latterligt ligegyldig? 

Han så ud ad vinduet fra avisen. Pladsen udenfor var våd og kold. Sneen var forsvundet allerede natten til i går, og julen ville nok alligevel ikke være hvid i år. Hold kæft, hvor kedeligt, tænkte han ved sig selv. 

Hans sidste artikel om en efterlysning af vidner til et cykeloverfald på Tulipanvej, havde været højdepunktet efter hans nye ansættelse, og selvom han var overordentligt glad for sit nye arbejde, chancen som han havde fået samt sit nye hjem, så havde han svært ved at sidde stille og tage til takke med den slags meningsløse skriverier.

Hvis det ikke var fordi, han var nødsaget til at sidde på sin flade på grund af sit handicap, så ville han være ude og gennemsøge alle afkroge af Danmark for den gode historie. Han så over på Amir og sukkede:

“Hvad arbejder du på?”

“Et færdselsuheld fra Bjerringbro…”

Kevin trak på skuldrene og sank tilbage i stolen med et suk:

“Ikke så meget som et eneste drab… ”

“Men det er en god ting, ikke?” Amir hævede sit unibrow.

“Jo, jo… jeg er bare bedre til den slags.” 

Det frustrerede Kevin endnu mere, da Amir blot nikkede og vendte tilbage til arbejdet med sin artikel. Tankerne om Engelsagen kom snigende tilbage. Han rullede stolen ud.

“Hvor skal du hen?”

“Jeg skal bare lige lave et opkald. Jeg er tilbage om et øjeblik.”

I køkkenet fiskede han sin telefon op af lommen og scrollede gennem sine kontakter, før han ringede op og ventede på svar.

“Det er Michael.”

“Michael, det er Kevin, hej du… “

“Hey. Jeg har tænkt på at kontakte dig flere gange, men der har lige været så meget… Hvordan går det med dig?”

“Bedre, tak. Men du … jeg ringer, fordi jeg ikke rigtig kan glemme Engelsagen… den er ikke lukket, vel?”

“… Kevin, jeg… kan ikke diskutere en igangværende sag med dig, det ved du da?”

“Så den er altså ikke lukket endnu? Jeg vidste det!”

“Nej, den er ikke lukket, men hvis du spørger mig, så hold dig fra den. Kom til hægterne igen og prøv at komme videre.”

“Det er så pissenemt for dig at sige. Michael!”

“Nemt? Tror du det er nemt for mig, hva’? Du glemmer, at jeg også var involveret… ”

En lang stilhed fulgte. Jo, han vidste da godt, at Michael også havde været involveret. Ganske vist ikke på samme måde som Kevin, men var sagen alligevel kommet under huden på ham også?

“Du kan heller ikke slippe den, vel?”

“... Kevin, jeg må smutte. Jeg er på arbejde.”

Han lagde på.

Sporhunden i ham logrede pludselig igen. Til helvede med alverdens formaninger! Engelsagen var langt fra afsluttet endnu!

 

23 december - Michael og Lee

​

​

Michael lænede sig fremover baren. Den klistrede under hans albuer, og lugten af gammel spiritus fandt vej op i hans næse. Han spekulerede på, hvordan Målet, som værtshuset hed, havde formået at overleve så længe. Han så sig omkring, mens han ventede på betjening. De mange fodboldtrofæer og festbilleder af unge som gamle gav ham måske svaret. 

“Hej. Velkommen!” En mand i midten af fyrrerne med glade øjne, alt for meget skæg og alt for lidt hår kom ud i baren ude fra et tilstødende lokale:

“Hvad skal det være?”

Michael nikkede mod fadølsanlægget:

“Den dér, tak.” Han pegede på en lys ale, som blev skænket op. 

“Og til herren der?” 

“En danskvand med citrus.” 

Michael genkendte Lees stemme, inden han vendte sig. Lydløst var det igen lykkedes manden at snige sig ind på ham. Selvom Michael fandt det både irriterende og skræmmende, var han alligevel glad for, at Lee havde taget imod invitationen om at mødes. Han havde behov for at forklare sig:

“Hey. Godt du kom.”

Lee gik med ham til et af bordene bagerst i lokalet:

“Hvad vil du?” Han tog en slurk af flasken, og spildte øjensynligt ikke tiden.

Michael kløede sine skægstubbe og fjernede lidt ølskum fra overmunden, mens han fandt ordene:

“Jeg tænkte bare, vi to kunne lære hinanden lidt bedre at kende. Vi er ikke kommet så godt fra start, og jeg… jeg ved godt, jeg ikke ligefrem har været så imødekommende… ”

Lee drejede flaskens bund rundt. Han lyttede stadig. Ventede måske på mere?

“Jeg…” Michael ville forme en undskyldning, men Lee slog ud med hånden:

“... jeg ved, hvad du har været igennem. Den slags kommer man ikke bare lige over, det ved jeg godt…” Han så ud gennem vinduet, og hans øjne fulgte et par yngre kvindelige studerende, der lo højt og gik med hinanden under armen. Han så igen på Michael:

“... og jeg forstår godt, hvis du har brug for tid til at komme dig og stole på andre … på mig. DU skal bare vide, at jeg altså ikke er ligesom Peder, min gamle makker.” 

“Tak” mumlede Michael, men det vidste han nu allerede godt. Peder og Lee havde altid været et umage makkerpar, syntes han. Der var bare noget ved Lee, som var så pokkers uigennemskueligt, og han kunne ikke lige sætte ord på det. Han tog et par store slurke af sin ale, mens han besluttede sig for at springe direkte ud i at lære manden bedre at kende:
"Hvad med din historie, Lee?" 

"Hvad vil du gerne vide?" Han lænede sig tilbage og slog ud med begge hænder.

"Er du født i Danmark?" Hans udseende var ikke almindeligt dansk, så det var et nærliggende spørgsmål at begynde med. Et som han sikkert havde fået mange gange før. 

"Jeg er fra Korea. Jeg blev adopteret til Danmark, da jeg var to år gammel. Fra et børnehjem… " Tilføjede han og rømmede sig.

"Aha, ok. Alene?"

“Mmm.”

"Kan du … huske noget fra dengang?”

Han rystede på hovedet:

“Overhovedet ikke. Det stod bare i mine papirer, at jeg var blevet afleveret der. Andet ved jeg ikke. Så hvad angår min historie, så kender jeg ikke selv starten på den.”

“Hold da op… hvordan har det været at vokse op i Danmark så?"

"Godt. Bedre end alternativet, er jeg sikker på. Og jeg har aldrig manglet noget. Jeg føler mig dansk. På nær altså når folk påpeger mit udseende." 

“Sker det tit da, eller?”

“Det skete meget i nattelivet, da jeg var i beredskabet, men jeg oplever det ikke længere.”

Michael nikkede. Han tænkte på, hvordan det ville være at vokse op uden overhovedet at kende noget til sin kultur, sin biologiske familie og sin arv, og på en måde blev han ked af det på Lees vegne. Set i det større perspektiv, burde han måske værdsætte, at han selv havde en væsentlig bedre historie.

“Og hvordan med din sag?” Lee afbrød hans vandrende tanker.

“Min sag?” gentog Michael og var et øjeblik forvirret.

“Ja, Madsen. Jeg ved, du har gang i Engelsagen. Hvorfor?”

Lee havde altså set, husket og søgt sagsnummeret. Michael tog en dyb indånding og bestilte en øl mere med hånden i vejret. Hvad skulle han sige? Ville Lee forstå ham, hvis han fortalte sandheden? 

“Jeg har bare brug for at finde nogle svar fra Engelsagen. Den er ikke lukket, og nu har jeg endelig mulighed for at kigge den igennem fra ende til anden… jeg mener, den lå endda i én af vores kasser. Jeg bliver nødt til det.”

Lees rystede på hovedet:

“Den sag er som Pandoras æske, der kommer kun lort derfra. Og den suger folk til sig… selv efter så mange år. Har du tænkt det igennem, Michael?”

Ja, det havde han. Adskillige gange, og hver gang var han kommet frem til samme konklusion. Han kunne ikke andet. Sagen havde allerede et solidt tag i ham, hvor meget han end ønskede noget andet. 

Han nikkede: 

“Jeg kunne godt bruge en makker?” 

 

 

24 december - Sarah/Lucy

​

​

Igen var hun overladt til sig selv og egne tanker. Lucy var optaget af noget andet. Hvad kunne det være? Havde hun stadig planer om at slå deres far ihjel? Det frygtede Sarah inderligt. Hun havde på ingen måde kræfter eller mod nok til at stå ansigt til ansigt med Adam Engel, der havde voldt hende så megen smerte. 

Sarah ønskede sig tilbage til dengang, hvor hende og Lucy talte sammen, forstod hinanden og hjalp hinanden igennem svære tider. De havde været hinanden nærmest engang, og ingen af dem kunne dengang undvære hinanden. 

Hun følte sig så alene nu. Lucy ville på ingen måde lytte til hende, og hver gang hun forsøgte at komme igennem, blev hun irettesat, ignoreret eller truet. 

Hun ville ikke inkludere hende i noget som helst, og Sarah kunne intet stille op, end bare vente. Vente og tænke. 

I det mindste var det en stor lettelse at vide, at Lucy ikke havde adgang til Sarahs tanker, som hun før havde troet. Det betød, at hun havde masser af tid. Tid til at tænke, og tid til at udtænke en plan for at genvinde kontrollen. Ja, det var, hvad hun ville gøre. Udtænke en plan, vente til det helt rigtige tidspunkt, narre Lucy og overtage kontrollen igen.

​

​

​

Bog 2 i serien planlægges til at udkomme 1 september 2023.

​